Så var det i mandags (og tirsdags) at planen om at klatre op af Mount Fuji blev ført ud i livet. Hold fast, for det er en længere historie! Jeg har længe haft lyst til at bestige bjerget, der ligesom tranen og sakura-blomsten er et klassisk symbol p? Japan, og var ikke længe om at sige ja, da jeg blev inviteret 2 uger tidligere. Men...Jeg tror ikke jeg overdriver når jeg siger, at turen endte med at blive noget af det værste jeg nogensinde har været udsat for i mit liv. Jeg skal love for at jeg og de andre i gruppen havde undervurderet den udfordring det er at prøve kræfter med Japans stolthed, der ellers ser så pæn og fredelig ud på lang afstand. Men Fuji er nu engang en vulkan (om end inaktiv) med et dertilhørende temperament og vi skulle hurtigt finde ud at man ikke bare lige sådan vader op af det 3776 meter høje bjerg.
Holdet bestod af mig, Lixy Wallace (hende jeg blev "falsk" gift med tidligere på året) og hendes far og 3 søskende. Vi mødtes ved Kawaguchiko station få timer før solnedgang på en sensommer-agtig dag der havde været præget af strålende solskin, og satte efter at have købt hver vores vandrekæp kursen mod parkeringspladsen i cirka 2000 meters højde, det højeste punkt man kan komme til med almindelige transportmidler.
Parkeringspladsen befinder sig cirka 300 meter fra station 5 (ud af i alt 10), det mest almindelige punkt at starte for menigmand. Planen, der er klassisk for bestigere af Fuji, var at begynde opstigningen mandag aften, klatre natten igennem for at nå op på toppen tidsnok til at se solopgang og derefter klatre ned tirsdag morgen. Lixy/s far David er i øvrigt missionær og fortalte mig i bilen med stor glæde om hvordan de havde bedt til Gud om godt vejr dagen før og vejrudsigten straks havde ændret sig fra regn til sol. "It's a real miracle" som han sagde, men det mirakel skulle nu vise sig ikke at holde særligt længe.
Vi parkerede bilen og lagde friskt ud over det første stykke der var dækket af skov. Selvom det var svært at finde fodfæste i mørket kun oplyst af medbragte lommelygter, gik det i et raskt tempo og vi nåede snart op til trægrænsen. I gamle dage var det strengt forbudt for kvinder at klatre op på toppen af Fuji, da man mente at bjergets gudinde blev jaloux hvis der var andre kvinder til stede. Jeg ved ikke om det var det der var årsagen, men i hvert fald efter at have passeret trægrænsen og marcheret i åbent terræn et stykke tid viste det sig, at Lixy havde fået nogle grimme vabler på sine fødder grundet nogle for små joggingsko. Derfor var der ingen anden udvej end at hun måtte vende om og gå tilbage til bilen for at sove der. David forklarede senere at han mente at det havde været et tegn fra Gud om at vi alle skulle vende om, men på det tidspunkt kunne jeg nu ikke lade være med at føle andet end misundelse over de strabadser hun på den måde var sluppet for.
Reduceret til 5 personer fortsatte vi op af bjerget og jeg opdagede snart hvor stor en forskel der er på at gå 100 meter lige ud af en landevej og 100 meter i højden op af en vulkan. Selvom der til tider var noget der mindede om stier, var det enormt svært at bevæge sig rundt i det sorte grus fyldt med store lavasten og forhindringer på en støt stigning der kun blev stejlere og stejlere. Den i 7-eleven indkøbte vandrekæp jeg oprindeligt ikke havde anset for at være meget mere end en sjov souvenir, viste sig hurtigt at være helt uundværlig når man skulle trække sig selv op af bjerget. Af til passerede vi og blev passeret af andre klatrere og børnene var meget opsatte på at vi ikke måtte blive overhalet. Dog var det i mere end 2000 meters højde allerede mærkbart hvordan den tynde bjergluft hurtigt kunne tage pusten fra en, og vi indså at det var nødvendigt at tage regelmæssige hvil, ikke mindst for at søge ly for vinden der var begyndt at bløse med stadig større kraftighed. Når man står på en øde bjergside er der ikke meget til at tage af for pludselige vindstød, og nu iført regnfrakker for at holde varmen, blev vi ofte kastet rundt som kulørte plastikposer på den sorte grusbaggrund. Vi klemte dog på så godt vi formåede og snart kunne vi se skæret fra en generatordreven lampe, der fortalte os at vi var nået frem til station 5.
STATION 5
Station 5 bestod ikke af meget mere end en lille hytte bestyret af en gammel mand der solgte mad og drikke. Han fortalte os at vi muligvis var lidt for hurtigt af sted, da det ville være dumt at nå op til toppen for tidligt. Det forholder sig sådan at der på toppen er meget koldt og ringe muligheder for at søge læ, hvorfor man ville komme til at sidde og fryse i flere timer imens man ventede på solopgangen, hvis man nåede for tidligt frem. Han rådede os derfor til at sætte tempoet ned og i stedet hele tiden være i bevægelse for at holde varmen i kroppen. Et skilt ved siden af hytten viste distancerne mellem de respektive stationer og informerede os om at turen ville tage cirka 6 en halv time fra dette punkt. Jeg spekulerede lidt over hvad den udregning var baseret på, men under alle omstændigheder forlod vi efter et kort hvil station 5 og fortsatte i overensstemmelse med den gamle mands råd i et mere roligt tempo op ad bjerget.
Vi var nu kommet højt nok op til at kunne få en flot udsigt over de oplyste småbyer der ligger rundt omkring bjerget. Andre steder i Japan, selv på landet hvor jeg bor, er der altid en vis mængde støj, hvad enten det er passerende ladvogne med fastmonterede højttalere, der ledsaget af musik beder folk om at indlevere storskrald, eller blot de stædigt larmende cikader der kendetegner japansk sommer. Men når vi stoppede for at tage hvil og vinden lagde sig, var der en fantastisk stilhed, hvor jeg ikke kunne høre andet end min altid nærværende ringen for øren.
Strækket mellem station 5 og 6 var et af de længste på ruten, og det var allerede her at det begyndte at blive hårdt og de første enkelte klagende røster kunne høres. Det er anstrengende uafbrudt at skulle klatre, landskabet der var goldt og kedeligt synes at gentage sig selv om og om igen uden nogen fremgang og når vinden ramte vores svedige tøj føltes det koldt og bittert. Det stod klart at det her ikke ville blive den fornøjelige spadseretur vi måske havde forestillet os. Der var dog ingen vej udenom end at fortsætte opad og efter hvad der føltes som evigheder nåede vi endelig frem til station 6.
STATION 6 Familien Wallace er nu en mærkelig størrelse. Faren David kom til Japan fra Canada som missionær, blev gift med en japaner og stiftede familie. De har boet skiftevis i Canada og Japan, men de sidste 7 år har de haft bopæl i Chiba øst for Tokyo. Børnene Lixy, Charissa, Greg og Elena har tilsyneladende ingen japanske venner og kun faren snakker lidt japansk. De 3 resterende børn i gruppen dyrker alle karate, men det var vist første gang at de var blevet sat på en fysisk prøvelse af denne karakter. Den 13-årige Greg nævnte ved station 6, om end lidt i spøg, at nu ville han altså vende om, og selvom han måske ikke decideret mente det, var der ingen tvivl om at det seje træk fra station 5 til 6 havde tæret på kræfterne og det klatrearbejde der stadig lå foran os virkede mere og mere uoverskueligt at gennemføre. Tanken om at der stadig var hele 4 stationer tilbage var ikke opmuntrende.
STATION 7 + 8
Omstændighederne omkring turen op til stationerne 7 og 8 er en smule uklare for mig i skrivende stund og smelter sammen i et slør af snoede lavastier i det ensformige landskab. Det eneste jeg husker er, at stykket mellem station 7 og 8 virkede kortere end de andre stræk, og at jeg da vi endelig nåede frem begyndte at genvinde troen på, at det rent faktisk kunne lykkes at nå til tops. Ved hver station var der gerne nogle få hytter, hvor der blev solgt varme drikkevarer og mad til ågerpriser (næsten 4 gange normalpris) og hvor man midlertidigt kunne få varmen. Efterhånden som vi var kommet op i højden var det blevet væsentligt køligere, mine fingre var nærmest frosset til is og jeg måtte have David til at hjælpe mig med at få penge ud af min lomme. Man kan roligt sige at vi var taknemmelige for muligheden for at sidde lidt ned og komme til hægterne. Det hjalp at få en kop varm kakao og lunet hænder og handsker ved en ovn. Der var stadig lang vej igen men selvom jeg personligt tidligere havde haft tvivl om hvorvidt det overhovedet var muligt at gennemføre og var plaget af smerter i benene og i højere grad den tynde bjergluft, var jeg nu opsat på at vi skulle nå toppen. De andre i gruppen virkede også nærmest overraskede over hvor langt vi alligevel var kommet trods udmattelse og de dårlige vejrforhold, og selvom ingen af os glædede os specielt meget til at fortsætte turen op af skråningen der givet bjergets natur ville blive det stejleste hidtil, kunne der bestemt ikke være tale om at vende om nu, og vi træk vejret dybt i den iltfattige luft og begav os sammenbidte på vej mod næste station.
Det næste stræk blev som forventet et af de hårdeste på turen, ikke mindst gik det stejlt op ad men det var også koldt og efterhånden som luftens iltindhold svandt steg også nødvendigheden for at tage regelmæssige hvil. Højt oppe i tågen kunne vi svagt ænse lys fra elektriske lamper, og bag os gyngede små prikker af lys fra andre bjergbestigeres lamper op ad bjerget med samme mål som os. Jeg forsøgte at fokusere på at tage så små skridt som muligt, da ligeså snart man bare nærmede sig noget der mindede om normalt vandretempo, tabte man hurtigt pusten. På denne måde, skridt efter skridt fik vi slæbt os op af bjerget, og da klokken passerede 2, kun få timer før solopgang, var vi endelig nået frem til den sidste station før toppen, station 9.
STATION 9 Station 9 var i modsætning til de stræk vi havde vandret hidtil anderledes fyldt med mennesker der alle ville bestige Fuji. Store grupper stimlede sammen og gruppeledere råbte ordrer og checkede om alle var til stede. Tankerne fløj straks hen på de overfyldte togstationer i Tokyo, hvor togperronerne hurtigt forvandler sig til menneskehav. Selv mere end 3000 meter oppe i luften, ikke langt fra toppen af bjerget og dermed Japans højeste punkt kan man ikke undslippe menneskemasserne. Det var nu for alvor blevet koldt og begyndt at småregne og mens vi ventede på at pigerne gik på toilettet kæmpede vi forgæves for at holde varmen. Vi blev enige om at det nok ville være bedst at komme af sted mod toppen så hurtigt som muligt, om ikke andet så for at holde os i gang og undgå at komme til at fryse.
Men ligeså snart vi havde forladt bygningerne ved station 9 blev vi ramt af en skærende vind der let trængte igennem fire lag tøj og gik helt ind til marven. Samtidig stødte vi ind i et uventet problem, der var nærmest en kø af mennesker op til toppen! Dette gjorde det svært at holde sin egen rytme, da man ofte måtte stoppe og vente på at andre kom videre med det resultat at opstigningen blev uregelmæssig og yderligere anstrengende. Vi var nu så højt oppe at man vitterlig måtte hive efter vejret og selv om vi tog bittesmå skridt ad gangen blev man lynhurtigt forpustet. Mit hjerte bankede løs, og når den ubarmhjertige vind ramte en i ansigtet føltes det nærmest som om at man var ved at blive kvalt. Her i befandt sig et dilemma, da det var umuligt at gå særligt langt ad gangen uden pause, men samtidigt blev man hurtigt kold og fik sværere og sværere ved at komme i gang igen hver gang man tog et hvil. De eneste steder der var egnet til at stoppe op var større lavasten, som man kunne klemme sig op af i et forsøg på at finde læ for vinden, men da denne tilsyneladende blæste i alle retninger var der heller ikke her megen hjælp at hente. Regnen jeg først ikke havde ænset grundet de mere presserende problemer med smertende ben og manglende ilt tog nu til og blev ved vindens hjælp pisket ind i ansigterne på os. Jeg havde det skidt, men blev ved med at sige til mig selv at vi bare skulle op på toppen, så ville alting blive bedre. Inderst inde vidste jeg dog godt at det sandsynligvis ikke ville være tilfældet og erindrede den gamle mands advarsel om at det ville være bidende koldt og umuligt at finde læ på toppen.
Jeg havde ikke længere nogen tidsfornemmelse men jeg tror at vi må have klatret en time eller så, da jeg pludselig hørte David kalde på mig. Jeg var kommet lidt foran de andre og kunne først ikke få øje på hvor de var, men da David blinkede med sin lommelygte kunne jeg se dem, cirka 20 meter længere nede. "We have to go back!" lød Davids stemme. Jeg havde hele turen været enormt imponeret over den udholdenhed og viljestyrke Charissa, Greg og Elene havde fremvist, kun en sjælden gang hørte man dem klage og ellers kløede de på med en energi der overgik min egen. Men nu var det altså blevet for meget for de tre ellers meget hårdføre børn, der ingen af dem endnu havde passeret de 15 år. Jeg er ikke klar over hvor langt vi var fra toppen, men der var sandsynligvis mindst 1-2 timers klatring tilbage og det forfærdelige vejr med piskende regn og storm blev kun værre og værre. Jeg overvejede kort at fortsætte op sammen med nogle af de andre klatrende, men indså hurtigt at jeg for det første selv også var enormt udmattet og led under de modbydelige vejrforhold, og at det samtidig nok ville være en dårlig idé at forlade de andre, da David havde glemt sin mobiltelefon og vi derfor ingen muligheder havde for at komme i kontakt med hinanden senere.
Selvom det var ærgerligt havde vi derfor ingen anden udvej end at vende om, og under alle omstændigheder var det eneste vi havde at se frem til ved at nå toppen endnu stærkere blæst, og selv solopgangen vi var kommet for at se ville være dækket af skyer og tåge, hvorfor det kun ville have været af principiel værdi at kæmpe sig videre opad. Det føltes dog som om vejen tilbage til station 9 tog evigheder og det var demoraliserende hele tiden at passere folk der var på vej op. Elena der havde tårer i øjnene blev ved med at spørge om vi ikke snart burde være nået frem, og jeg kunne kun tænke, at det ville jeg egentlig også gerne vide. Vi nåede dog langt om længe frem og søgte straks hen mod den nærmeste hytte imens stormen og regnen stadig tog til.
Indenfor sad flere mennesker og så ligeså medtagede ud som vi formentlig også gjorde. At bestige den ældgamle vulkan kræver sine ofre. Ligesom ved de andre hytter var systemet også her, at hvis man bestilte noget, en kop kaffe, kakao, nudler eller lignende, kunne man få lov at sidde lidt ned og hvile sig. Jeg var faktisk meget forarget over den måde folks nød blev udnyttet til fordel for egen indkomst på. Over for mig sad et belgisk par der lige var kommet ind og rystede så kraftigt at de bogstaveligt talt ikke kunne holde fast om de skåle med nudler de havde købt. Derudover havde de begge et unaturligt hivende åndedrag, og jeg kom til at tænke på, om det mon ikke kunne tænkes at de var i et tidligt stadie af hypotermi. Kvinden var mest medtaget og manden forsøgte forgæves at varme hende med et håndklæde. I midten af rummet var et lillebitte bål af en slags omkring hvilket betalende gæster (7000 yen/person) lå henslængt og så ud til at hygge sig fortrinligt. Manden fik bugseret kvinden hen til bålet, men fik snart besked på af en ansat at det altså kostede 1000 yen for 1 time at ligge der. Jeg har aldrig set noget lignende! De to var jo potentielt i livsfare! Eller nu er jeg jo ikke kvalificeret til at vurdere den slags, men jeg kunne da i hvert fald se, at her var to personer i stor nød der havde brug for hjælp. De to endte med at stavre ud i stormen igen og vi så dem senere længere nede i færd med at checke ind og betale standardprisen 7000 yen per person for en futon og et lille værelse.
Vores egen lille gruppe var imidlertid heller ikke noget at råbe hurra for. Stormen og regnen så ikke ud til at ville holde op selv mens solen langsomt stod op. Hytten der først havde virket varm og indbydende føltes dog snart koldere og koldere efterhånden som kroppen faldt til ro og det gennemblødte t?j blev afkølet, og hver gang nye folk kom til blæste en kold vind ind af døren og gjorde det umuligt at holde varmen. Jeg selv begyndte også at få det dårligt, jeg havde hørt om hvordan man kunne få højdesyge og det sidste stykke havde været enormt fysisk belastende. Jeg fik kvalme og forsøgte at overbevise mig selv om at det nok skulle gå væk hvis jeg spiste og drak lidt, men kvalmen blev kun værre og værre og jeg følte mig syg og afkræftet. Samtidig fik jeg indtil flere ubehagelige rysteture og svævede ud og ind mellem søvnagtige tilstande og bevidsthed. David kiggede bekymret på mig, mens jeg forsikrede ham om at det nok skulle gå over og han trygt kunne koncentrere sig om sine 3 børn der sad sammenkrøbne med blege ansigter og kæmpede mod kulden. Men for at være helt ærlig følte jeg nu ikke meget andet end stærk selvmedlidenhed, jeg ville bare hjem, hurtigst muligt, men det var jo ikke sådan at man bare kunne tage toget eller lignende. Hvis man ville ned, var der ingen anden udvej end at bruge sine egne ben og tage den sure tur til fods ned af bjerget. Med det i tankerne virkede det mere og mere usandsynligt at det overhovedet ville være muligt for os at komme ned.
På det tidspunkt indfandt en smule rådvildhed sig, der var ingen af os der følte os i stand til at gå ret meget længere, men på den anden side var vi dog også alle enige i, at der ingen mening var i at blot sidde der og fryse. David forhørte sig hos en af de ansatte i hytten, og det viste sig at vi havde 2 muligheder. Den ene var at gå ned ad samme vej vi var kommet op, med mulighed for at få varmen lidt i hytterne ved de forskellige stationer. Den anden var at tage en separat sti særligt beregnet til at komme ned fra bjerget, der eftersigende var noget nemmere og hurtigere, men som altså ikke ville passere de forskellige stationer. Med andre ord, hele nedturen skulle tages i et hug. Jeg var dog ikke i tvivl, jeg var sløj og træt af de pengegriske hytte-ejere og mente at jo hurtigere og nemmere vi kunne komme ned jo bedre, og det endte da også med at vi satsede på den hurtigere, direkte rute. Så snart stormen lagde sig lidt forlod vi hytten og forberedte os på den lange tur ned.
NEDSTIGNING Stien til nedturen viste sig at være meget bredere og med færre af de massive stenforhindringer der kendetegnede opturen, og det gik overraskende hurtigt at komme ned skiftende mellem småløb og spring. Det var nu blevet helt lyst men stadig overskyet og tåget af regn så man ikke kunne se andet end den sorte lavajord og de andre bjergbestigere i deres mangefarvede regndragter. Jeg fik det langsomt bedre efterhånden som varmen kom til mig igen og jeg blev i godt humør over hvor forholdsvist nemt det var at komme nedad. Med fornyet energi gik det let og hurtigt ned over bjergskrænten og jeg glemte for en stund alt om de andre i gruppen og fortsatte i mit eget tempo. Derfor kom jeg også snart et godt stykke væk fra dem og nåede alene ned til området omkring station 7, hvor jeg efter at have passeret rundt om en bakke blev pludseligt mødt af et syn, der dårligt kan beskrives med andre ord end "storslået". Simpelthen storslået. Tågen havde lettet for en stund og jeg havde nu frit udsyn over det kuperede landskab der omgiver Mount Fuji. Bjerge, dale, floder, søer under skyernes eget hvide landskab. Billederne taget med mit digitalkamera som jeg endelig fandt lejlighed til at tage frem igen lever desværre ikke op til hvad jeg rent faktisk så med mine egne øjne.
Måske det var en blanding af udmattelse og glæde, og samtidig en kulmination på alle de pinsler vi havde været igennem, i hvert fald da jeg så dette fantastisk smukke syn brød jeg næmest i gråd og tårerne løb mig ud af øjnene. Jeg ved ikke hvor længe jeg blot stod der og kiggede, men da jeg vågnede op fra min tranceagtige tilstand løb jeg straks ned til hytterne ved station 7, hvor en japaner sad på en bænk og stirrede ud over det samme skue. "It's beautiful!" sagde han til mig med udmærket engelsk udtale og smilede, og tilbød derefter at tage et billede af mig ved udkigsposten, "it will be a good memory."
De andre nåede frem og vi fortsatte efter en kort pause ned af bjerget. Denne gang var det Greg og min tur til at sakke bagud. Vi tog det i et roligt tempo ned af den brede sti og imens vi på skift brokkede os over hvor besværligt og irriterende det var når man hele tiden skred i gruset og fik skoene fulde af sten, snakkede vi om alt fra gyserfilm til størrelsen på burgere og så om noget vi kaldte for "40-minutter reglen". En mand ved station 7 havde fortalt os at det ville tage 40 minutter at komme ned derfra, og da det viste sig at være noget af en underdrivelse, kom vi til at tænke på alle de andre gange vi havde hørt forskellige folk komme med fejlagtige vurderinger af det svært forudsigelige vulkanlandskab, og blev enige om at der sikkert fandtes et skilt ved foden af Mount Fuji med påskriften: "To summit: 40 minutes". Ja, det giver heller ikke særligt meget mening for mig her 2 dage senere, men vi var næppe i nogen tilstand til at bekymre os om et så flyvsk begreb som "logik" på det tidspunkt. Det er nu længe siden jeg haft en så lang samtale med en 13-årig knægt om alting og ingenting, men det gjorde det så meget lettere at komme igennem turen ned, der trods stadig kraftig storm og en periode med hagl kom til at virke som en leg sammenlignet med strabadserne fra natten.
Vi nåede ned til de andre ved trægrænsen og begyndte i fællesskab her det sidste stræk ned igennem skoven. Mine sko var fyldte med Fujis sorte lavasten men jeg var for træt og ligeglad til at stoppe op og tømme dem. Nu skulle vi bare have klaret det sidste og det kunne ikke gå hurtigt nok. To piger syngende og holdende i hånd sluttede sig til os og hjalp mig med at binde min hætte op, da temperaturen endelig var begyndt at stige igen og jeg kogte i min regnfrakke. Det var enormt rart at se træer og grønt igen efter at have tilbragt så megen tid i den øde grusørken, og selvom det sidste stykke var meget ujævnt og svært at forcere, tog det ikke længe før vi var ude fra skoven og igen stod på parkeringspladsen, udmattede men lettede, og kunne sige hej til Lixy der havde sovet trygt i bilen. Imens vi kørte væk med bilens varmeapparat kørende for fuld styrke, kunne jeg se silhoutten af bjerget i bakspejlet og kun erklære mig enig i hvad jeg havde hørt så mange gange før, Mount Fuji er fantastisk smuk på afstand, men i realiteten ikke meget mere end en ørken af grus og sten når man kommer helt tæt på.
FARVEL TIL FUJI "He who climbs Mount Fuji once is a wise man, he who climbs it twice is a fool" siges det, og jeg kan næppe forestille mig at jeg får lyst til at gøre endnu et forsøg i den nærmeste fremtid. Jeg ved ikke om jeg vil betegne bestigningen af Fuji som en god oplevelse, men det blev i hvert fald to dage jeg aldrig vil glemme. Mount Fuji er næppe verdens hårdeste bjerg at bestige og jeg er sikker på, at klatrer man op af den sovende vulkan på en anden dag, med andre vejrforhold får man en helt anden oplevelse ud af det, og alle der har forsøgt at bestige bjerget har sikket hver deres egen Fuji-historie at fortælle. Under alle omstændigheder, næste gang jeg møder en japaner for første gang der efter at have stillet spørgsmålene "kan du bruge spisepinde?" og "kan du spise natto?" uundgåeligt vil spørge: "Har du besteget Mount Fuji?", kan jeg nu stolt svare: "Ja! Det har jeg!"